Manchester United har flere gange synet den 17-årige kant-komet, Rafik Zekhnini, der har fået sit gennembrud i Odd i denne sæson.
I sidste sæson fik den blot 16-årige nordmand, Martin Ødegaard, sit store gennembrud i norsk fodbold, hvilket resulterede i et vinterskifte til selveste Real Madrid.
Nu følger landsmanden, Rafik Zekhnini, så i Ødegaards fodspor. I hvert fald har den 17-årige kant-komet fået sit helt store gennembrud i denne sæson for Odd.
Det har Manchester United fået øjnene op for, og ifølge direktør i den norske klub skulle de have synet det offensive kæmpetalent ved flere lejligheder.
“Jeg ved blandt andet, at de var her for at se Dortmund-kampen. Men jeg vil ikke sige mere om dialogen med Manchester United,” siger Einar Håndlykken til VG og afviser, at De Røde Djævle har budt på Zekhnini.
Senest blev Rafik Zekhnini rost i store vendinger af Borussia Dortmund-anfører, Mats Hummels, der netop havde besejret Odd med 4-3 i Europa League i et vildt comeback.