
Foto: Shutterstock
Manchester United er angiveligt klar til at betale frikøbsklausulen på den 21-årige angriber Julian Alvarez, som jagtes af flere andre storklubber.
I den forgangne sommers transfervindue forstærkede Manchester United offensiven med navne som Cristiano Ronaldo og Jadon Sancho, og nu kan endnu en offensiv forstærkning være på vej.
Således skriver den spanske avis Sport, at De Røde Djævle er parate til at betale frikøbsklausulen på den unge angriber Julian Alvarez.
Ifølge avisen lyder klausulen på i omegnen af 150 millioner kroner for den ombejlede River Plate-spiller, der er på blokken i en række storklubber.
Blandt bejlerne skulle Bayern München, FC Barcelona, Inter og Real Madrid være at finde, men den 21-årige argentiner kan altså meget vel ende i United.
I indeværende sæson har Alvarez scoret 18 mål i 21 kampe i den bedste argentinske række, hvor det også er blevet til syv assists.
Julian Alvarez står desuden noteret for fem A-landskampe for Argentina.