Real Madrids cheftræner José Mourinho har fået forbedret sin kontrakt med kongeklubben. Det skriver El Mundo.
Real Madrid besejrede lørdag aften FC Barcelona med 2-1. Men før El Clasico-opgøret havde kongeklubbens cheftræner José Mourinho signeret en ny, forbedret kontrakt med Real Madrid.
Det mener den spanske avis El Mundo i hvert fald at vide. Der er dog ikke tale om nogen kontraktforlængelse, men derimod en forbedring af aftalen mellem parterne.
Mourinho fik ved forhandlingerne hjælp af sin agent Jorge Mendes. Derved løber kontrakten fortsat frem til 2014.
Foruden cheftræneren skulle Mourinhos trænerteam også have fået bedre aftaler. Det indbefatter Aitor Karanka, Rui Faria, Silvino Louro og Jose Morais.