
Foto: Shutterstock
José Mourinhos Tottenham har efter sigende optrappet interessen i den danske landsholdsstopper Jannik Vestergaard, der spiller i Southampton.
London-klubben Tottenham er på udkig efter en ny midtstopper, og i den forbindelse har flere store navne været nævnt.
Nu melder den engelske avis The Express så, at Spurs har intensiveret jagten på en dansk Premier League-midterforsvarer.
Det drejer sig om 28-årige Jannik Vestergaard, der til daglig tørner ud for Southampton, hvor han er en vigtig profil.
Spurs har tidligere været kædet sammen med den rutinerede dansker, men nu skulle de altså have optrappet interessen.
Vestergaard menes ifølge The Express at kunne købes fri af Southampton, hvor hans kontrakt udløber i sommeren 2022, for i omegnen af 150 millioner kroner.
I indeværende sæson har danskeren spillet 23 kampe for klubben i alle turneringer, hvor han har kvitteret med tre mål.
Vestergaard har været i Southampton siden tilbage i sommeren 2018, hvor han kom til fra Borussia Mönchengladbach.