
Foto: Shutterstock
Harry Kane nærmer sig efter sigende et skifte til Bayern München, der dog endnu ikke er helt enige med Tottenham om prisen. Det melder Daily Mail.
Bayern München har ledt efter en ny angriber siden Robert Lewandowskis exit, og det kan de meget vel have fundet nu.
Tottenham-stjernen Harry Kane har været rygtet kraftigt til den tyske storklub, og nu trækker det op til et skifte.
Daily Mail kan således berette, at den engelske landsholdskaptajn nærmer sig en transfer til Bayern München.
Mandag skal klubberne afholde et afgørende møde om handlen, hvor to af de øverste Bayern-chefer skal mødes med Daniel Levy.
Lige nu kræver Tottenham angiveligt cirka 780 millioner kroner for Kane, mens Bayern vil betale omkring 650 millioner kroner.
Bayern skulle imidlertid være optimistiske, da Kane har under 12 måneder tilbage af sin Spurs-kontrakt, skriver Daily Mail.
Den 30-årige angriber har været i London-klubben siden ungdomsårene.