
Foto: Shutterstock
Paris Saint-Germain er efter sigende interesserede i Martin Ødegaard, der har haft en stærk sæson som anfører i Premier League-storklubben Arsenal.
Tilbage i sommeren 2021 skiftede Martin Ødegaard fra Real Madrid til Arsenal, og siden har han ikke set sig tilbage.
Den 24-årige nordmand er således blevet en afgørende profil for London-storholdet, hvor han også bærer anførerbindet.
Og de gode præstationer er da heller ikke gået ubemærket hen, hvis man skal tro meldingen fra Daily Mail.
Ifølge den engelske avis har Ødegaard nemlig tiltrukket sig interesse fra Paris Saint-Germain, der ønsker at købe ham.
Det skulle dog være en stor udfordring for PSG, at det vil blive meget vanskeligt at lokke offensivspilleren væk fra The Gunners.
I denne sæson har Ødegaard samlet set været på banen i 45 kampe for Arsenal, hvor det er blevet til 15 scoringer og otte oplæg til mål.
Hans kontrakt med storklubben udløber i 2025.