
Foto: Shutterstock
Manchester United, Manchester City og Chelsea er ude efter FC Barcelona-kometen Ilaix Moriba, som Ronald Koeman og co. skulle være klar til at sælge.
Om knap en måned går den bare 18-årige FC Barcelona-komet Ilaix Moriba ind i det sidste år af sin kontrakt med den catalanske storklub, og det har tiltrukket sig interesse.
Den engelske avis Daily Mail skriver således, at Manchester City, Manchester United og Chelsea alle er interesserede i den spanske U-landsholdsspiller.
Og én af Premier League-topklubberne kan meget vel ende med at signe den talentfulde midtbanespiller, hvis man skal tro avisen.
I hvert fald går meldingen på, at Barca skulle være villige til at sælge Moriba, som har leveret flere fine indhop i den netop afsluttede sæson.
Her nåede han at spille 14 La Liga-kampe for FC Barcelona, hvor han kvitterede med en scoring og tre assists.
Derudover fik han også nogle minutter i Barcas Champions League-opgør mod Paris Saint-Germain, der endte 1-1.