
Foto: Shutterstock
Ole Gunnar Solskjær har efter sigende et godt øje til AC Milans frisparksspecialist Hakan Çalhanoğlu, som snart kan havne i Manchester United.
Manchester United demonstrerede i gårsdagens Champions League-opgør mod RB Leipzig, at man godt kan spille farlig offensiv fodbold.
Kampen endte med en sejr på hele 5-0 til United, der dog ikke har set lige skarpe ud i alle de foregående kampe i denne sæson.
Manager Ole Gunnar Solskjær er angiveligt lun på at hente AC Milan-profilen Hakan Çalhanoğlu til Old Trafford, da den offensive midtbanespiller har kontraktudløb til sommer.
Det melder den italienske avis Gazzetta dello Sport.
26-årige Çalhanoğlu er blandt andet kendt for sine stærke frispark, og De Røde Djævle vil altså udnytte hans kontraktudløb i AC Milan efter denne sæson.
Ifølge Gazzetta dello Sport har Manchester United tænkt sig at tilbyde tyrkeren en femårig aftale, men det bliver ikke uden kamp fra Serie A-giganten AC Milan.
Den italienske storklub er nemlig meget tilfreds med offensivspillerens præstationer og vil tilbyde ham en kontraktforlængelse.