
Foto: Shutterstock
FC Barcelona måtte lide endnu et 3-0-nederlag i Champions League-gruppespillet. Først til Bayern München, og onsdag var det så til portugisiske Benfica.
Det fik efterfølgende de store spanske medier til at rapportere, at præsidenten Joan Laporta holdt møde med resten af ledelsen til langt ud på natten efter nedturen.
På mødet talte man både om Koemans fremtid, samt hvilke andre træneremner, der kunne komme i spil.
Herefter forlød det, at Barca ville fyre Koeman i løbet af de følgende timer, men det skete som bekendt ikke.
Nu skriver både AS, Marca og Sport, at Koeman ikke vil blive fyret før stormødet med Atletico Madrid på lørdag.
Sport uddyber, at FC Barcelona ikke ønsker at træffe en forhastet beslutning om hollænderens fremtid.
Det betyder dog ikke, at en fyring er udelukket i nærmeste fremtid, men ledelsen ønsker at have gjort sit forarbejde med at finde den rigtige erstatning til et langsigtet projekt først, lyder meldingen.
De tre største kandidater til jobbet skulle være klublegenden Xavi, Roberto Martinez samt Andrea Pirlo.
Koeman vil med garanti ikke være på trænerbænken på lørdag mod Atletico, eftersom at han har karantæne.