Den belgiske midtbanemand Axel Witsel slår for tiden sine folder i russiske Zenit St. Petersburg, men erkender, at et skifte til PSG er for godt til at afvise.
Den seneste tid har den 24-årige belgiske landsholdsspiller Axel Witsel været genstand for rygter, der sender den stærke midtbanespiller til Paris Saint-Germain.
Selvom belgieren fokuserer på sin nuværende russiske klub Zenit St. Petersburg, erkender han dog, at et skifte til Frankrig og Paris Saint-Germain er for godt til at afvise.
”For nu er jeg 100 procent fokuseret på Zenit. PSG er en af de klubber, som ingen spiller kunne være ligeglad med. Det kan du ikke afvise,” siger Witsel til den belgiske avis Sudinfo.
Laurent Blanc ser ud til at blive ny mand i PSG’s trænersæde, eftersom at det franske mesterhold har erkendt, at de ikke kan holde på deres nuværende træner Carlo Ancelotti. Om Blanc siger Witsel.
”Kan Laurent Blanc lide mig? Jeg ved ingenting. Alt jeg kender til ham, er hans sportslige karriere. I fodbold kan alt ske hurtigt. Men jeg kan ikke sige mere om det, fordi jeg ingen kort har på hånden,” siger Witsel.
Efter sit højt profilerede skifte fra Benfica til Zenit St. Petersburg, har han scoret fire mål i 19 kampe for russerne. Axel Witsel har ligeledes spillet 39 kampe for Belgien og scoret fem mål.