Bayern-chef: Vi har ikke brug for Erling Håland

0
Bayern-chef: Vi har ikke brug for Erling Håland

Foto: Shutterstock

Så længe Bayern München har Robert Lewandowski, har storklubben ikke brug for Erling Håland, udtaler bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge. 

Bundesliga-giganten Bayern München har flere gange tidligere plukket Borussia Dortmunds største stjerner, men det kommer næppe til at ske med supertalentet Erling Håland.

I hvert fald fortæller Bayerns bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge, at et kæmpeskifte som Lewandowskis fra Dortmund til Bayern tilbage i 2014 ikke kommer til at gentage sig, mens han selv sidder med ansvaret.

Desuden vurderer Rummenigge ikke, at Bayern har brug for 20-årige Håland, når klubben stadig råder over polske Lewandowski.

“Håland gør det godt i Dortmund, men for at være ærligt har vi ikke brug for ham, så længe vi har Lewandowski,” udtaler Rummenigge til italienske Tuttosport og fortsætter:

“Jeg kan ikke sige, hvad der vil ske i fremtiden, for jeg bestemmer kun indtil december 2021. Vi har etableret et godt forhold med Borussia Dortmund og Hans Joachim Watzke i løbet af årene, også på transfermarkedet,” udtaler Bayern-bossen.

“Men så længe jeg er her, kommer endnu en transfer som den med Lewandowski ikke til at ske,” konstaterer Karl-Heinz Rummenigge.

32-årige Robert Lewandowski har kontrakt frem til sommeren 2023 i Bayern, mens 12 år yngre Hålands aftale i Borussia Dortmund udløber i 2024.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE