Den unge spanske midtbanespiller, Javi Martínez, kan være Bayern Münchens næste sommerindkøb. Real Madrid og Barcelona er også interesserede.
Athletic Bilbao har haft en fremragende sæson, hvor højdepunktet var en finaleplads i Europa League. En af baskernes helt store profiler var Javi Martínez, der ifølge bild er på vej til Bundesligaen, hvor Bayern München viser interesse.
Den tyske avis beretter, at Bayern Münchens sportsdirektør, Christian Nerlinger, således var på plads til Copa del Rey-finalen for at se nærmere på Javi Martínez.
Bayern München skal dog frem med den helt store pengepung, hvis den 23-årige midtbanespiller skal til vicemestrene. Prisen på Martínez menes nemlig at ligge på lige under 300 millioner kr.
Der venter dog Bayern München en stor opgave, hvis de skal lokke spanieren til München. De to spanske giganter, FC Barcelona og Real Madrid, er eftersigende også interesserede i at tilknytte den boldsikre midtbanespiller.