AGF kunne tidligere på dagen annoncere, at man har skrevet en treårig kontrakt med keeperen Emil Ousager, der skifter på en fri transfer.
AGF har i dag sikret sig en ny målmand til den kommende sæson i det bedste selskab i Superligaen.
Klubben har hentet OB’s 23-årige keeper, Emil Ousager, som har signeret en treårig aftale. Han skifter på en fri transfer, da hans kontrakt stod til at udløbe med fynboerne til sommer.
“Det er væsentligt, at der til enhver tid er hård konkurrence om startpladserne, og den kan Emil skærpe på målmandsposten. Han er en ung, ambitiøs keeper, der brænder for at vise sit værd. Han stod øverst på den liste, vores målmandstræner ”Magic” (Maciej Wasyniuk) havde lavet over mulige emner, og jeg er glad for, at vi er nået til enighed om en aftale,” forklarer sportschef Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen selv glæder sig til den nye tilværelse i Aarhus.
“Jeg er meget glad for, at det hele er faldet på plads, og jeg ser frem til at prøve kræfter med nye udfordringer. AGF har i et stykke tid vist stor interesse for at tilknytte mig, og det har været afgørende for mit skifte. Jeg kommer ikke til klubben for at sidde på bænken, men vil tage kampen op med Steffen Rasmussen, og i løbet af kontraktperioden er det mit mål at blive førstemålmand,” fortæller Emil Ousager.
Ousager påbegynder træningen med sine nye holdkammerater, når Superliga-forberedelserne starter den 22. juni.
Foruden OB har han også passet stængerne i Randers FC og Næsby Boldklub.
1 kommentar
En spændende signing, og klogt af AGF at snuppe en stabil målmand på en fri transfer. Det bliver interessant at se, om AGF’erne vil hente flere spillere inden de for alvor sætter deres ben i Superligaen igen.