Bekræftet: Randers FC henter Karlsen

0

Bekræftet: Randers FC henter KarlsenSAS Liga-klubben Randers FC kunne i aften bekræfte, at de har skrevet kontrakt med midtbanespilleren Morten Karlsen. Kontrakten løber seks måneder frem.

Morten Karlsen har haft en hektisk dag. Først blev kontraktforhandlingerne med FC Nordsjælland droppet, fordi Karlsen angiveligt krævede mere end FCN var villige til at betale.

Men SAS Liga-bundholdet Randers FC reagerede efterfølgende hurtigt, og så kunne kronjyderne skrive en seks måneder lang kontrakt med Karlsen.

”Randers FC er en god klub, det er en stor klub, der i mine øjne ikke burde ligge, hvor den ligger i SAS Ligaen. Jeg vil i hvert fald gøre mit til at vise, at placeringen er fejlagtig. At få Randers FC op på en 10.-plads er en mulighed. Den bliver svær, men den er der, og heri ser jeg den helt store udfordring ved at skifte til Randers FC,” forklarer Morten Karlsen i en pressemeddelelse.

Randers FC’s cheftræner, Ove Christensen, er meget glad for holdets nye forstærkning, og han anser Karlsen som en stabil krumtap.

”Morten Karlsen er først og fremmest en erfaren spiller, og hvad jeg vil kalde en specialist på den centrale midtbane. Han er en teknisk og en taktisk god spiller, der kan være med til at ”kitte” vores spil sammen. Han bliver krumtappen på vores hold i foråret, og jeg synes, at vi dårligt kunne få en bedre spiller efter at vi har måttet sige farvel til Kenneth Møller Pedersen,” siger Ove Christensen.

Morten Karlsen tiltrådte i FCN i sommeren 2004, og han nåede at optræde i 145 kampe for klubben.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE