Brøndby kunne i dag præsentere klubbens årsregnskab for 2013. Det viste et minus på 40 millioner kroner. I 2014 forventer man nogenlunde lignende resultat, hvis man lykkes med at få en hovedsponsor.
Brøndby IF kunne i dag præsentere årsregnskabet for 2013. Det viste et minus på bundlinjen på 39,6 millioner kroner. Det var i tråd med det forventede.
Omsætningen lød på 115,6 millioner kroner, hvilket var en nedgang fra 129,9 millioner kroner året før. Egenkapitalen lå på 233,6 millioner kroner.
Brøndby forventer, at 2014 vil byde på et minus på omkring 40 millioner kroner. Men det forudsætter, at man får en hovedsponsor inden udgangen af året, samt at man ender indeværende sæson i top-seks.
Derudover budgetterer man med transferindtægter på 12 millioner kroner til sommer.
Klubbens direktør, Jesper Jørgensen, er godt tilfreds med resultatet.
“Resultatet er på linje med de seneste udmeldinger, men stadig utilfredsstillende. Vi har foretaget omfattende investeringer i virksomheden i 2013 som led i vores strategi om at fremtidssikre Brøndby IF,” siger Jørgensen til klubbens hjemmeside.
Brøndby ligger i øjeblikket på fjerdepladsen i Superligaen.