1. Viktor Kovalenko (Ukraine)
20 år, født d. 14.2.1996, Shakhtar Donetsk
Den ukrainske midtbanespiller er et produkt af Shaktars egen ungdomsafdeling. Han er en man forventer sig en hel del af den hurtige spiller, som dækker de fleste pladser på midtbanen, hvor den offensive position, lige bag en enkelt angriber, nok er hans foretrukne.
I U-landsholdssammenhæng har Kovalenko endvidere været benyttet som højrekant, men det er givetvis en mere central rolle, der er tiltænkt ham, også her på A-landsholdet, hvor han indtil videre har opnået to kampe, og der burde være chance for at få ham at se i Frankrig, da landstræner Fomenko efter sigende er glad for ham som type.
Tidligere i foråret forlød det, at et par større tyske klubber samt en unavngiven klub fra Premier League var interesseret i ham, men da Shakhtar ikke er i pengenød, og udviklingen indtil videre ser ud til at forløbe fint, med masser af spilletid, er der umiddelbart ingen grund til et skifte, og i øvrigt løber hans netop forlængede kontrakt til midten af 2020.
Han blev i øvrigt topscorer, med 5 mål, i sidste års U20-VM, hvilket bestemt ikke har mindsket interessen for ham.