Fodbold-transfers.dk’s blogger, Torben Aakjær, har set de 24 trup-oversigter igennem til EM 2016. Herfra har han udvalgt 15 unge spillere, som du bør holde et ekstra øje med ved slutrunden.
Hvert EM har sine stjerner, og især de yngste spillere og deres mulige gennembrud, har altid fascineret fodboldfolket, således også undertegnede, der især ser frem til det forestående EM, ud fra dette aspekt.
Hvem husker ikke den daværende United-duo Ronaldo og Rooneys aldeles fremragende præstationer tilbage i 2004, hvor de tilsammen scorede 6 mål, og hvor begge gik fra begrebet “kæmpetalenter” til verdensstjerner.
Rooney, som var Englands nye megahåb var blot 18 år, men scorede ikke desto mindre 4 mål undervejs, mens Ronaldo, som netop var fyldt 19 år, var så fortvivlende tæt på den store titel med landsholdet, som han nok aldrig kommer igen.
Som bekendt blev begge spillere blot bedre med alderen, hvilket jo desværre ikke altid er tilfældet, når man netop har set yngre spilleres gennembrud i en stor turnering. Mange af dem, som f.eks. Mario Balotelli, der var tæt på at bombe Gli Azzuri frem til titlen i 2012, som dengang 21-årig, har som bekendt ikke just taget den direkte vej til stjernerne.
“Super Mario” var en af de uhyre få mørke spillere, som gik hele vejen på et italiensk landshold, og ganske overraskende tog næsten hele nationen den unge gut til sig, da han nu omsider viste det potentiale, de fleste forventede han havde i sig. Men, i lighed med vores egen Bendtner (og der hører sammenligningen så også op!), troede Mario at toppen nu var nået, og at det ville være det letteste i verden at blive der.
Niksen biksen – og i dag henslæber den nu knap 26-årige gut tiden på Milans reservehold, og får næppe forlænget en i forvejen markant devalueret kontrakt.
Så gik det noget bedre med Sergio Ramos, Cesc Fabregas og Luka Modric, der var henholdsvis 22, 21 og 22 år, da de alle shinede under slutrunden i 2008. Omend de ikke nåede Rooney og Ronaldos topniveau, så er det vist ingen overdrivelse at udråbe dem alle tre som absolutte stjernespillere.
Alt sammen er dog fortid – nu springer jeg frem til nutiden, og den forestående EM-slutrunde i Frankrig, en slutrunde hvor Danmark bedrøveligt nok ikke er med, men drejer emnet sig om potentielle kommende verdensstjerner, er det nok heller ikke just den vej, man skal kigge. Nej, i den kontekst er det langt mere bedrøveligt at en notorisk stor fodboldnation som Holland, ikke er med, for netop Holland plejer som oftest at have nye friske navne med på holdet, men det har de altså ikke denne gang.
Men hvem skal man så holde et særligt øje med, tjaa, det er jo lidt som at kigge i en krystalkugle, for især når det drejer sig om helt unge spillere, især hvis de stadig er i teenagealderen, så kan de svinge ufatteligt meget, men derfor kan man jo godt forsøge at tippe sig frem til de mest spændende spillere.
Allerede før slutrunden går i gang kender de fleste navne som Origi fra Liverpool, Martial fra Manchester United, Alli fra Tottenham, Hakan Calhanoglu fra Bayer Leverkusen og, til trods for sparsomt med spilletid, sikkert også Matteo Kovacic fra Real Madrid.
Alle spillere i alderen fra 20 til 22 år, og således ikke nogen, jeg vil bruge yderligere tid på i denne artikel, hvor jeg i stedet vil forsøge at fremhæve mere ukendte navne, som måske kan få et større eller mindre gennembrud i turneringen, et gennembrud, afhængigt af størrelsen, kan være med til at sikre dem en gylden kontrakt i en større klub, end hvor de spiller pt., eller, såfremt de allerede er placeret i en kæmpe klub, sikre dem en klækkelig lønforhøjelse, fremelske sponsorer, der gerne vil betale mange penge for netop deres brand og lignende. Kort sagt, det kan være en givtig forretning at præstere på det rigtige tidspunkt, hvilket bestemt ikke er alle forundt.
Et par spillere, jeg gerne havde brugt lidt tid på er den 19-årige kroat Alen Halilovic, som dog ikke blev udtaget. Han er en spiller, jeg som scout har fulgt ganske meget, afsluttende med U17-VM i Dubai i 2013, og en type som virkelig har et stort potentiale, som han dog ser ud til at have store besværligheder med at få udlevet.
Men han er endnu teenager, så meget kan ske endnu for den unge midtbanespiller. Også italieneren Diego Rugani, 21 år, kan på sigt blive en spændende type, men han er frasorteret af Conte, der, måske forståeligt nok, satser på rutinen i det italienske forsvar, og så kan man håbe at Rugani erstatter den 35-årige Barzagli frem til VM.
Jeg har i nedenstående spiller-gennemgang besluttet mig for kun at omtale 15 spillere, der endnu ikke er fyldt 22 år, men gerne yngre, og rækkefølgen de opstilles i, er ganske tilfældig, men fælles for dem alle, er at de besidder et enormt potentiale, som enkelte af dem allerede har vist i kortere eller længere glimt, og måske bliver denne slutrunde deres scene!
Klik videre og se den første spiller på listen.