2. Ondrej Duda (Slovakiet)
21 år, født d. 5.12.1994, Legia Warshawa
Dudinho eller Ondrej di Maria, som begge er navne folk i Slovakiet kalder deres nye unge stjerneskud, er en af profilerne i den polske liga, hvor han til daglig tørner ud for Legia Warshawa, efter at de købte ham fra barndomsklubben Kosice for et par år siden for den symbolske sum af knap 2 millioner kroner.
Prisen i dag er minimum 20-doblet for Duda, som befinder sig bedst som offensiv midt, hvilket så i landsholdssammenhæng er en markant ulempe, idet landets store helt, Marek Hamsik, lige præcis udfylder den plads. I de landskampe, foreløbig 10, som Duda har spillet for Slovakiet, har han typisk været benyttet som 8’er- og indimellem også på 10’er-pladsen, hvis Hamsik har været taget ud, eller rykket længere tilbage.
Duda er teknisk yderst stærk og sparker som en hest til bolden, og der bør ikke herske tvivl om at han kommer i aktion under EM, nok i en midtbane-trekant med Hamsik og Kucka eller Pecovsky.