
Foto: Unisport
Brøndby har i dag præsenteret regnskab for de første tre måneder af 2019, og det viser et underskud på 24,8 millioner kroner.
Et minus på 24,8 millioner kroner for de første tre måneder af 2019. Det er hvad der står sort på hvidt i Brøndby IF’s regnskab.
Ved samme periode sidste år lød underskuddet på 5,3 millioner kroner.
For hele året forventer man et underskud på hellem 40 og 50 millioner kroner. Tidligere har man kalkuleret med et underskud på mellem 10 og 20 millioner kroner.
Nogle af årsagerne til underskuddet skal findes i øgede personaleomkostninger, investeringer i spillertruppen i sommer og et fald i tv-indtægter på næsten tre millioner kroner i forhold til samme periode sidste år.
Tidligere har Brøndby annonceret, at man gerne ville gennemføre en emission senest i juni, men det er blevet udskudt til andet halvår af 2019, fordi man blandt andet ikke har en ny cheftræner på plads endnu.
Klubben vil kun sælge for 17 millioner kroner
Tidligere på året meddelte Brøndby, at de ville indhente 44 millioner kroner i transfergevinst i det kommende sommer-transfervindue. Men nu har man revurderet salgsemnerne i truppen.
“Brøndby IF forventer lidt lavere indtægter i 1. halvår 2019 end budgetteret, da de sportslige resultater ikke har været på niveau med det forventede, ligesom Brøndby IF justerer sine forventninger til gevinsten ved salg af spillere i det kommende sommer transfervindue, således at der nu forventes en transfergevinst på 17 mio. kr. mod en tidligere forventet transfergevinst på 44 mio. kr., som følge af en optimering af Superligatruppen og i den forbindelse revurdering af potentielle salgsemner,” skriver Brøndby i en delårsrapport.
Ny rigmand har lånt klubben penge
Brøndby har lånt penge af rigmanden og bestyrelsesmedlemmet Torben Bjørn Christensen for i alt 12 millioner kroner i 2019 hidtil, fremgår det af delårsrapporten.
“Brøndby IF har i 1. kvartal 2019 optaget lån for 10,0 mio. kr. hos TBC A/S, som er ejet af bestyrelsesmedlem Torben Bjørn Christensen, og Brøndby IF har i april måned optaget lån for yderligere 2,0 mio. kr. hos TBC A/S, således at gælden til TBC A/S per dags dato er 12,0 mio. kr.,” lyder det i meddelelsen.
Klubben oplyser, at man ikke har optaget yderligere lån hos Jan Bech Andersen end de 18 millioner kroner, som selskabet lånte i 2018.