Brøndby forventer underskud på 170 mio. kroner

0

Brøndby IFBrøndby IF forventer et samlet underskud på 160-170 millioner kroner for 2014, efter de har nedskrevet anlægsaktiver med over 100 millioner kroner. 

Brøndby nedjusterer forventningerne til regnskabsåret 2014 med 121 millioner kroner, fortæller de i den kvartalsmeddelelse, de netop har sendt ud.

Vestegnsklubben har nemlig nedskrevet sine anlægsaktiver med 120,9 millioner kroner, og det er især Brøndby Stadion samt kontrakter, der skyldes den store nedskrivning.

Således kommer de ud med et underskud på 141 millioner kroner i første kvartal, mens det samlede resultat for 2014 forventes at være et minus på mellem 160-170 millioner kroner.

Det virker umiddelbart som skræmmende tal, men Brøndbys direktør Jesper Jørgensen maner til ro.

”Kort fortalt har Brøndby Stadion samt andre aktiver været vurderet for højt i forhold til den indtjening, vi forventer i de kommende år, og det tager vi konsekvensen af nu. Nedskrivningen er altså en teknikalitet, der skal give et mere retvisende billede af værdien af selskabets aktiver. Det betyder ikke, at vi igen skal ud at hente penge,” fortæller Jørgensen til Brøndbys hjemmeside og fortsætter:

”Tværtimod ser vores økonomi ganske solid ud på mange parametre. Vi har kapital nok til at gennemføre de strategier og tiltag, der allerede er sat i søen og vil blive det i den kommende tid. Helt konkret har vi 75 millioner kroner på kontoen fra de to kapitaludvidelser i 2013, og vores egenkapital er 94 millioner kroner,” siger direktøren, der endvidere fortæller, at planen er at opnå økonomisk balance i 2017.

I 2013 havde Brøndby et underskud på 40 millioner kroner.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE