Brøndby har onsdag annonceret, at de har genansat den tidligere direktør, Ole Palmå, som ny kommerciel direktør i klubben.
Ole Palmå, som tidligere var Brøndby IF’s kommercielle direktør og senere også administrerende direktør, er i dag blevet genansat.
Palmå stopper dermed i FC Nordsjælland den 31. marts 2017. Han vil senest tiltræde i sin stilling i Brøndby den 1. april 2018, alt efter hvilken aftale, han kan få på plads med FCN, mens Brøndbys nuværende kommercielle direktør Henrik Bartholdy stopper øjeblikkeligt.
“At vi lykkes med den kommercielle del af strategi 6.4 er afgørende for hele vores klub, og her har vi sat os selv nogle ambitiøse, men realistiske mål. Vi evaluerer løbende eksekveringen af strategien, og vi har vurderet, at Ole med sin erfaring kan bidrage væsentligt til at løfte den kommercielle del af strategien i mål i årene, der kommer,” fortæller formand Jesper Møller til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Ole har tidligere været i klubben, hvor han var meget vellidt af såvel sponsorer og medarbejdere, og vi har stor respekt for det arbejde, han p.t. udfører i FC Nordsjælland. Derfor glæder vi os over, at Ole igen bliver en del af Brøndby IF, og at vi sammen kan indfri de kommercielle mål, vi har sat os i strategi 6.4.”