Brøndby IF kunne onsdag oplyse, at de har betalt den sidste af gælden, og dermed er gældfri for første gang i 30 år.
Brøndby IF kunne i slutningen af 2016 gennemføre en aktieemission, der blandt andet skulle bevirke, at klubbe blev gældfri.
Det mål er i dag blevet opfyldt, og dermed er klubben gældfri for første gang i 30 år.
“Med strategi 6.4 præsenterede vi en klar og ambitiøs plan for Brøndby IF, og gennem hårdt arbejde fra alle i klubben og med støtte fra både små og store aktionærer og partnere, har vi taget de første skridt mod målet om økonomisk ligevægt med udgangen af 2019,” siger Jesper Jørgensen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“At vi nu har indfriet vores sidste rentebærende gæld på 18.576.767,07 kroner gør, at vi kan foretage investeringer til glæde for både fans og sponsorere.”
“Blandt andet er vi allerede i gang med at forbedre adgangsforholdene bag J. Jensen-tribunen på Brøndby Stadion, ligesom vores største lounge, Vilfort Loungen, vil blive udvidet grundet den voksende tilgang af sponsorer, vi har set over det seneste år.”
I det netop lukkede transfervindue var klubben også aktiv, hvor man sagde farvel til blandt andre Andrew Hjulsager, Marcos Ureña og Christian ‘Greko’ Jakobsen, mens man sagde goddag til spillere som Kevin Mensah, Gregor Sikoslek og Adam Larsen Kwarasey.
“Med det netop overståede transfervindue kan vi også glæde os over, at vi holder os til en bæredygtig og balanceret transferstrategi som beskrevet i strategi 6.4, da vi kommer positivt ud af januars transfervindue både set fra en økonomisk og sportslig vinkel,” siger Jesper Jørgensen.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger betyder det, at klubben nu undgår at skulle betale 12 millioner kroner i afdrag og renter hvert år.