Brøndby IF og 21-årige Mads Nielsen skilles, når forsvarsspillerens kontrakt i slutningen af denne måned render ud.
Mads Nielsen har i denne sæson været udlejet til Brønshøj, hvor det blev til 17 kampe, men forsvarsspilleren vender ikke hjem til Brøndby IF nu.
Den 21-årige stopper får nemlig ikke forlænget sin kontrakt, der udløber ved udgangen af juni måned.
”Jeg har haft en rigtig god tid i Brøndby. Jeg har lært utrolig meget og udviklet mig som fodboldspiller, og så har jeg også mødt mange fantastiske mennesker, så jeg vil aldrig glemme min tid derude,” siger Mads Nielsen til Brøndbys hjemmeside og tilføjer:
”Jeg har spillet med mange gode spillere, og det udvikler også en som ung spiller. En som Martin Albrechtsen har jeg kigget meget på, og jeg har også prøvet at gå ind til tingene ligesom ham. Han giver sig fuldt ud hver eneste gang, og den mentalitet har jeg taget til mig.”
Mads Nielsen nåede én kamp i BIF-trøjen.