Brøndby har i dag meddelt, at de har udvidet deres Masterclass til Sverige. Som et resultat af dette, har man indgået samarbejde med Superettan-klubben Landskrona BoiS.
Brøndby IF kunne offentliggøre klubbens talentsatsning i form af Masterclass for nogle uger siden.
BIF har skabt syv talentcentre i Danmark, og nu har de valgt at udvide til Sverige.
Brøndby kunne tidligere i dag meddele, at man har indgået et samarbejde med Landskrona BoiS, der tørner ud i den næstbedste række i Sverige.
“Landskrona lægger virkelig hjerte, sjæl og ressourcer i ungdomsarbejdet, og U-holdene spiller i de bedste rækker. De satser helhjertet på udviklingen af de unge spillere, og den profil passer perfekt ind i Brøndby Masterclass’ ønske om at etablere sig i Sydsverige,” forklarer sportsdirektør Per Rud til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Selv om der ikke er ret langt over på den anden side af Øresund, så oplever man en anden fodboldkultur, når man kommer til Sverige. Derfor er der også god mulighed for, at vi kan lære af hinanden, give hinanden inspiration og dermed hele tiden søge at blive klogere og udvikle os. Dernæst ligger Landskrona i et godt område med fin afstand til de store klubber i Helsingborg og Malmø.”
Landskronas talentafdeling har blandt andet været med til at udvikle spillere som Alexander Farnerud og Rasmus Lindgren.