Brøndby kunne i forbindelse med halvårsregnskabet meddele, at de har modtaget et bud på Simon Makienok. Angriberen har dog takket nej.
Brøndbys angriber Simon Makienok har været sat i forbindelse med flere klubber denne sommer.
Den store angriber er stadig at vinde på Vestegnen, men hvis han ville, havde han skiftet klub denne sommer.
Klubben skriver i forbindelse med halvårsregnskabet, at de har accepteret et tilbud på Simon Makienok, som dog ikke selv har ønsket at forlade klubben.
“Brøndby IF har modtaget et skriftligt bud på Simon Makienok Christoffersen som ville have haft en væsentlig positiv indvirkning på Brøndby IF’s resultat og likviditet i 2013 såfremt handlen var blevet gennemført. Simon Makienok Christoffersen er ikke interesseret i klubskiftet til den pågældende klub, derfor bliver handlen ikke gennemført,” skriver klubben.
Ifølge BT var det den russiske klub FC Terek Grozny, der meldte sig på banen med hele 28,5 millioner danske kroner for Makienok. Men hovedpersonen selv ønskede altså ikke et skifte til russisk fodbold.
“Jeg ønsker ikke at kommentere på hverken klubnavne eller ligaer. Det eneste, jeg kan sige, er, at Simon fik en henvendelse med et meget flot tilbud fra en udenlandsk klub. Men penge er ikke alt, og vi har valgt i denne omgang at sige, at det ikke var det rigtige for ham,” fortæller Makienoks agent, Michael Stensgaard, til BT.
Sportschef Per Rud: Mange tilbud på Makienok
“Vi har i den seneste tid modtaget rigtig mange henvendelser på Simon, og der er uden tvivl mange klubber i udlandet, der har fået øjnene op for hans tydelige kvaliteter.”
“Vi modtog et konkret bud på Simon, der var så stort, at vi som klub accepterede. Det var så op til Simon, om han kunne blive enig med klubben, og om han ville drage til udlandet nu,” fortæller sportschef Per Rud til klubbens hjemmeside.
Simon Makienok: Derfor afslog jeg tilbuddet
“Jeg har helt klart ambitioner om udlandet, men jeg vil ikke tage afsted for enhver pris. Jeg går ikke bare efter økonomien i det, det er vigtigt for mig, at hele pakken er på plads, hvis jeg skal skifte.”
“I dette tilfælde gik jeg efter min mavefornemmelse, og den sagde mig, at det ville være bedre at fortsætte min udvikling her i Brøndby,” forklarer Makienok til klubbens hjemmeside.