Barcelona må ikke købe spillere i de kommende to transfervinduer, da klubben ikke har overholdt loven om transfers med mindreårige.
FIFA straffer Barcelona hårdt for at have brudt reglementet om handler med spillere, der endnu ikke har holdt deres 18-års fødselsdag.
Derfor må Barcelona i de kommende to transfervinduer ikke hente nye spillere til klubben, da FIFA’s diciplinærkomité har påduttet klubben et transferforbud.
FIFA skriver på deres hjemmeside, at catalanerne blandt andet har brudt loven ved at skrive kontrakt med udenlandske spillere under 18 år fra 2009-2013. Der er i alt tale om 10 tilfælde, som Barcelona nu får 90 dage til at rette op på.
Endvidere skal klubben betale en bøde på 2,7 millioner kroner.
FC Barcelona må altså først igen hente nye spillere til klubben i sommeren 2015, hvorfor de må se bort fra erstatninger for Victor Valdes samt Carles Puyol, der begge forlader klubben til sommer.