Dagens fodboldrygter – 3. maj 2014

0

Dagens fodboldrygter - 3. maj 2014Fodbold-transfers.dk vil løbende holde dig opdateret med rygter fra de største ligaer. Dagens rygter handler bl.a. om et vanvittigt City-bud på Messi.

Skandinaviske fodboldrygter


Avis: Makienok afviser nu BIF-kontrakt

Kilde: Ekstra Bladet

Sandsynlighed: Middel

Kommentar: 23-årige Simon Makienok vil til udlandet i sommerens transfervindue, og med interesse fra flere Premier League-klubber har Brøndby et ønske om at sælge angriberen dyrt.

Derfor har de prøvet at forlænge samt forbedre den langlemmede landsholdsspillers kontrakt, der ellers først står til at udløbe om to sæsoner, for dermed at kunne forhøje en eventuel salgspris.

AGF-træner ville ikke arbejde med Ove C.

Kilde: BT

Sandsynlighed: Over middel

Kommentar: Nedrykningstruede AGF ville hente den tidligere Viborg-træner ind som støtte til unge Jesper Fredberg i resten af denne sæson, men det afviste cheftræneren blankt og truede med, at han ville forlade klubben, hvis det blev en realitet.

I stedet endte århusianerne med at skrive en kort kontrakt med den rutinerede norske træner Ola By Rise, som har stået i spidsen for blandt andre Rosenborg i sin karriere.  

FCM-profil: Kun FCK har interesse i DK

Kilde: BT

Sandsynlighed: Over middel

Kommentar: Trods en skade har holdt Erik Sviatchenko ude i næsten hele forårssæsonen, tror forsvarsspilleren på et sommerskifte væk fra FC Midtjylland.

Han fortæller til BT, at der i januar-transfervinduet var interesse fra Tyskland, Frankrig samt konkrete bud fra både Brøndby IF og FC København, men at det kun er FCK i Danmark, der kan lokke den 22-årige stopper væk fra den midtjyske hede, hvis det ikke er muligt at komme til udlandet.

Sivebæk: Juelsgård skifter til sommer

Kilde: Bold.dk

Sandsynlighed: Middel

Kommentar: En anden profil, der kan være tabt for FC Midtjylland til sommer, er backen Jesper Juelsgård.

Forsvarsspillerens agent John Sivebæk er overbevist om, at sommerens transfervindue er det rette tidspunkt for Juelsgård til at forlade Midtjylland, hvor han indtil videre har spillet hele 159 kampe i sin karriere.

Den 25-årige venstreback har flere muligheder, da han er forholdsvis billig kontra andre spillere på samme niveau, men Sivebæk mener, at præstationerne i de sidste kampe i sæsonen kan blive afgørende for fremtiden. 

Engelske fodboldrygter


Steve Bruce vil beholde Tottenham-lejesvend

Kilde: Sky Sports

Sandsynlighed: Over middel

Kommentar: Hull er tæt på at sikre sig endnu en sæson i Englands bedste fodboldrække, og hvis det lykkes, har manager Steve Bruce sin ønskeliste til næste sæson i Premier League klar.

Øverst på den liste er Jake Livermore, der er udlejet til Hull fra Tottenham, og ham vil Bruce altså gerne beholde på KC Stadium.

Den 24-årige midtbanespiller har to år tilbage af sin kontrat med Spurs, men selv ønsker han ifølge Sky Sports at blive hos tigerne.

Avis: Gerrard tæt på ny Liverpool-kontrakt

Kilde: Liverpool Echo

Sandsynlighed: Over middel

Kommentar: Steven Gerrard spiller fantastisk for tiden, og det kan umiddelbart være svært at se, at midtbanespilleren er blevet 33 år gammel, og karrieren synger på sidste vers.

Derfor vil Liverpool også tilbyde ’Captain Fantastic’ en kontraktforlængelse, så han er bundet til Anfield Road helt frem til sommeren 2016 frem for 2015, hvor den nuværende kontrakt udløber.

Manchester City med stort Messi-bud

Kilde: AS

Sandsynlighed: Under middel

Kommentar: Den nuværende Manchester City-direktør – og tidligere direktør i FC Barcelona – Txiki Begiristain arbejder for tiden på at hente Lionel Messi til klubben.

FC Barcelona-spillerens kontraktsituation er usikker, og det vil City udnytte ved at kaste næsten 1,5 milliarder kroner Cataloniens vej for argentineren. 

Chelsea vil have ulykkelig Götze

Kilde: Metro

Sandsynlighed: Under middel

Kommentar: Mario Götze fortalte fredag, at han ikke var tilfreds med sin rolle i Bayern München, og det har hurtigt fået Chelsea op af stolen.

Jose Mourinho prøvede allerede som Real Madrid-træner at hente den tyske offensivspiller til Santiago Bernabeu, men de sydtyske giganter fra München endte med at trække det længste strå i den transferduel.

Nu vil ’The Special One’ så prøve at få Mario Götze under sin vinger endnu en gang.

Tyske fodboldrygter

Bayern foran Barcelona i Laporte-duel

Kilde: Sport

Sandsynlighed: Middel

Kommentar: Pep Guardiola er fast besluttet på at styrke defensiven i sommerens transfervindue, hvorfor han vil slå FC Barcelona i kampen om Athletic Bilbaos forsvarsstjerne Laporte.

Den sydtyske storklub overvejer at udløse den 19-årige franskmands firkøbsklausul, hvorefter de vil lade ham spille endnu en sæson på Sam Mames.  

Spanske fodboldrygter

Luis Enrique vil have Puyol som assistent

Kilde: Marca

Sandsynlighed: Middel

Kommentar: Luis Enrique er favorit til at overtage trænerposten på Camp Nou, og hvis man skal tro Marca, vil han have Barcelona-ikonet Charles Puyol, der allerede har bebudet sit stop i FC Barcelona til sommer, som sin assistent.

Franske fodboldrygter

PSG og Chelsea i byttehandel

Kilde: L’Equipe

Sandsynlighed: Under middel

Kommentar: Chelsea er på udkig efter en angriber, mens Paris Saint-Germain har et godt øje til Eden Harzard.

Edison Cavani er utilfreds i PSG og drømmer om et skifte til Premier League, mens den belgiske landsholdsspiller ikke føler sig tilpas i London og har sat spørgsmålstegn ved Jose Mourinhos taktikske ideer.

Det får franske L’Equipe til et regnestykke, hvor svaret er en byttehandel mellem Chelsea og PSG, som sender Cavani til Stamford Bridge, mens Harzard skifter modsatte vej til den franske hovedstad Paris. 

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE