Fodbold-transfers.dk vil løbende holde dig opdateret med rygter fra de største ligaer. Dagens rygter handler bl.a. om Eden Hazards fremtid.
Strømgodset vil have FCK’er
Kilde: Drammens Tidende
Sandsynlighed: Middel
Kommentar: De norske guldvindere fra Strømgodset er ude efter FCK’s midtbanespiller, Thomas Kristensen. Det skriver Dammens Tidende i dag.
Ifølge avisen er danske Thomas Kristensen udset som Stefan Johansens afløser på den centrale midtbane, hvorfor Godset-træneren, Ronny Della, har været i København for at snakke med Ståle Solbakken om en mulig transfer.
Stefan Johansen blev i sidste sæson kåret som Tippeligaens bedste og synes nu på vej videre til en større europæisk klub, så det bliver nogle store sko, TK kommer til at skulle udfylde i Norge.
30-årige Kristensen har kontraktudløb med FCK til sommer og har allerede ytret et ønske om at forlade den danske hovedstad i dette transfervindue.
Chelsea-spiller skifter til PSG til sommer
Kilde: Le Parisien
Sandsynlighed: Under middel
Kommentar: Det franske medie, Le Parisien, fortæller, at Eden Hazard har nævnt for en endnu ukendt medspiller i Chelsea, at han helt sikkert skifter til Paris Saint Germain til sommer.
Den 23-årige offensivspiller har været en stor profil for Chelsea indtil videre i denne sæson, men det kan altså blive hans sidste i klubben, nu hvor han er på vej retur til fransk fodbold, hvor han fik sit store gennembrud.
Avisen skriver dog endvidere, at en aftale mellem PSG og Chelsea overhovedet ikke er på tale endnu. PSG skulle ellers være klar med ca. 450 mio. kroner for den belgiske kantspiller.
Henry vil have Xavi til New York
Kilde: AS
Sandsynlighed: Middel
Kommentar: MLS-klubben, New York Red Bulls, har bedt deres stjerneangriber, Thierry Henry, om at overtale Xavi til et skifte fra Barcelona til New York.
Xavi Hernandez er med sine 698 kampe for FC Barcelona et ikon i klubben, men det er ikke ensbetydende med, at spilleren slutter sin karriere, hvor det hele startede. I hvert fald har han ytret usikkerhed over ledelsen i Barcelona, hvilket New York Red Bulls nu vil udnytte til at hente den snart 34-årige midtbanekreatør til USA.
Således har klubben fra The Big Apple sat deres franske stjerne, Thierry Henry, som var holdkammerat med Xavi i FC Barcelona, på en opgave. Han skal lokke spanieren til New York, og han har ifølge AS allerede snakket i telefon med Xavi om muligheden for at fortsætte karrieren i MLS.
Kevin De Bruyne meget tæt på Wolfsburg
Kilde: Bild
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: Kevin De Bruyne er opsat på at skifte Chelsea ud med tyske Wolfsburg i dette transfervindue, da det ville være det bedste karrieretræk netop nu inden sommerens VM-slutrunde.
Også Wolfsburg synes ret opsatte på at tilknytte den 22-årige midtbanespiller, der kun har spillet 2 kampe fra start i denne sæson i engelske Chelsea. Det fortæller klubbens sportsdirektør til Bild.
Således mangler kun Chelsea at acceptere tyskernes bud på deres unge kantspiller, der kom til London-klubben i 2012 fra belgiske Genk. Flere medier spekulerer i, at Chelsea kræver ca. 164 mio. kroner for Kevin De Bruyne.