
Foto: Shutterstock
Schalke 04 har fyret David Wagner efter kun to runder af den nye Bundesliga-sæson. Klubben har end ikke vundet i de seneste 18 ligakampe.
David Wagner er fortid som cheftræner i Schalke 04. Det meddeler klubben søndag formiddag på sin hjemmeside.
Schalke tabte sæsonpremieren med de voldsomme cifre 8-0 til de forsvarende mestre fra Bayern München, og i går lørdag blev det til et 1-3-nederlag mod Werder Bremen.
Og nu har klubben altså taget konsekvensen.
David Wagner blev ansat i Schalke for lidt over et år siden, og han har ikke vundet i de seneste 18 Bundesliga-kampe som cheftræner i traditionsklubben.
“Vi havde alle håbet, at vi kunne vende tingene sportsligt sammen med David Wagner, men de første to kampe i den nye sæson har desværre ikke givet de nødvendige præstationer og resultater”, kommenterer sportsdirektør Jochen Schneider.
Som afløser for Wagner har blandt andre den tidligere Brøndby-træner Alexander Zorniger været nævnt som mulig kandidat.
Schalke 04 meddeler, at man vil melde nyt ud om Wagners afløser i de kommende dage.