Christian Eriksen var som teenager til prøvetræning i Chelsea flere gange, men fortæller, at et skifte til London-klubben var for stort et skridt.
Christian Eriksen nyder for tiden stor succes i Tottenham, men danskeren kunne faktisk have tørnet ud for en helt anden Premier League-klub.
Som teenager var han nemlig til prøvetræning flere gange hos London-rivalerne fra Chelsea.
“Rasmus Falk – min barndomsven og holdkammerat fra Odense – og jeg var til prøvetræning i Chelsea. Jeg blev inviteret tilbage året efter og skulle finde ud af, hvad jeg ville.”
“Jeg spillede tre kampe med U18-holdet – mod Millwall, West Ham og et-eller-andet hold. Vi spiste med førsteholdet og kunne se José Mourinho og Didier Drogba gå rundt,” fortæller landsholdsspilleren halvbenovet til Daily Mail.
Chelsea tilbød Christian Eriksen en tredje prøvetræning, men danskeren afviste. Han søgte i stedet en klub, hvor vejen til førsteholdet var kortere.
“Alt var så anderledes i forhold til Danmark, hvor man nærmest kan komme og gå som man vil. Det er afslappet. I Chelsea smækker døren efter dig, og den åbner ikke igen. Det ville være et for stort skridt for mig som person dengang,” slutter Eriksen.
Den 23-årige Middelfart-knægt har lavet tre mål og syv assists i 16 kampe i denne sæson for Spurs.