Esbjerg fB bekræfter mandag, at de er i forhandlinger med en udenlandsk klub om et salg af Peter Ankersen. Ifølge Jydske Vestkysten er den pågældende klub Red Bull Salzburg.
Den 23-årige højre back, Peter Ankersen, har fået sit store gennembrud i denne sæson i Esbjerg fB.
Det er naturligvis ikke gået ubemærket hen i udlandet. Således kunne Jyske Vestkysten i dag meddele, at Esbjerg efter sigende forhandler med Red Bull Salzburg om et salg.
Esbjerg bekræfter mandag eftermiddag, at man forhandler med en udenlandsk klub. Man ønsker dog ikke at forholde sig til et konkret navn.
“Med baggrund i flere artikler bragt på diverse sportssider på internettet sidst på eftermiddagen i dag den 6. januar 2014, skal EfB Elite A/S hermed bekræfte, at der i øjeblikket pågår forhandlinger om et evt. salg af forsvarsspilleren Peter Ankersen til en udenlandsk klub,” skriver Esbjerg i en pressemeddelelse og supplerer:
“Indtil forhandlingerne er endelig afsluttet har EfB Elite A/S ikke yderligere kommentarer til sagen.”