
Foto: Shutterstock
FC Barcelona har udsendt en pressemeddelelse, hvor de deler deres syn på European Super League. De fastslår, at der er brug for mere analyse og eftertanke.
FC Barcelona har ikke tænkt sig at trække sig fra European Super League-projektet, hvis man skal tro den pressemeddelelse, som de sendte ud torsdag aften.
I projektet startede man med at være 12 klubber, men da først de seks engelske klubber trak sig og siden hen Atletico Madrid, AC Milan og Inter Milan fulgte efter, så er kun Real Madrid, Juventus og FC Barcelona tilbage.
“FC Barcelona har samme holdning som de fleste store klubber i europæisk fodbold om, at det under de nuværende socioøkonomiske forhold er nødvendigt at foretage strukturelle reformer for at sikre en finansiel stabilitet samt levedygtighed i verdensfodbolden, forbedre underholdningen for fans over hele verden og konsolidere og endda forøge det sociale fundament, som sporten understøttes af, og som er dens primære styrke,” skriver klubben i pressemeddelelsen og uddyber:
“I denne kontekst accepterede FC Barcelonas bestyrelse som en løsning, at deltage i Super League, en turnering, hvor præmissen er at forbedre kvaliteten ved det show, der bliver tilbudt til fodboldfans og på samme tid, og som et ubrydeligt princip for FC Barcelona, at søge nye former for solidaritet med hele fodboldfamilien.”
Klubben tilføjer i meddelelsen, at der grundet den stærke kritik, er behov for mere analyse og eftertanke for at opnå en brugbar løsning på fodboldens aktuelle problemer.
Dermed rummer meddelelsen intet ønske om, at klubben vil trække sig fra European Super League-projektet i skrivende stund.
Laporta: Super League er nødvendigt
Det ligger også helt på linje med klubbens nye præsident, Joan Laporta, som har udtalt, at projektet er en nødvendighed.
“Vi skal opretholde en forsigtig position. Super League er en nødvendighed, men det sidste ord har vores partnere. Det ville være en attraktiv turnering, som er baseret på sportslig fortjeneste. Vi forsvarer de hjemlige ligaer og er åbne for dialog med UEFA,” siger Joan Laporta til spanske TV 3 og uddyber:
“Vi har brug for flere ressourcer for at gøre fodbold til et godt show, og jeg tror, at der vil være forståelse for det. Der har været pres på nogle klubber, men forslaget er stadig gyldigt.”
Præsidenten for European Super League, Florentino Perez, har tidligere sagt, at de 12 klubber har skrevet under på en bindende kontrakt. Dermed kan de reelt ikke træde ud af projektet.