FC Midtjylland har i dag sikret sig en permanent aftale med den 19-årige svenske midtbanekreatør, Kristoffer Olsson.
FC Midtjylland har sikret sig det 19-årige svenske midtbanetalent, Kristoffer Olsson, på en permanent aftale. Dermed er han fortid i Arsenal.
Olsson har underskrevet en kontrakt, der gælder til sommeren 2018.
“Jeg vil kalde det en forsinket julegave til os selv og tilhængerne. Vi har længe arbejdet på at få aftalen på plads. Jeg er lettet over, at det lykkedes,” fortæller sportsdirektør Claus Steinlein til klubbens hjemmeside.
Olsson har fået sin fodboldopdragelse i Arsenal FC, og han bliver ofte sammenlignet med den tidligere svenske landsholdsprofil Fredrik Ljungberg.
Kristoffer Olsson kom til FCM i sommerpausen på en lejeaftale fra London-klubben, og siden da har han markeret sig som en profil på holdet.
“Med sit blik for spillet, sit touch på bolden og ikke mindst de dybe, maskerede pasninger har Kristoffer Olsson tilført vores spil en ny dimension. Han er stadig ung og skal udvikle sig yderligere. Men jeg er ikke i tvivl om, at han er fremtiden på det svenske A-landshold. Han har starquality og er en type, publikum kommer på stadion for at se.”
Hovedpersonen selv er også meget glad for at tegne en permanent kontrakt med midtjyderne med de store ambitioner.
“FCM er en klub, der tror på mig og har blik for mit potentiale. Det er en sulten klub på vej op. Jeg har det på samme måde, og derfor tror jeg, det er den helt rigtige beslutning for mig. Desuden er fast spilletid vigtigt for mig på det her tidspunkt, og det vil jeg få i FCM,” fortæller Kristoffer Olsson.