Pierre Bengtsson skifter fra FC Nordsjælland til FC København med øjeblikkelig virkning.
FC København mister til sommer Oscar Wendt, der har kontraktudløb med de forsvarende mestre. Klubben har dog allerede sikret sig afløseren. Pierre Bengtsson skifter således fra FC Nordsjælland til FC København.
”Det har føltes rigtigt fra første øjeblik med FCK, og jeg håber, at jeg kan fortsætte min udvikling der. Mit skifte til FC Nordsjælland, og den tid, jeg har været i klubben, har udviklet sig præcist, som jeg håbede i sin tid, da jeg kom til,” siger Bengtsson til FCNs hjemmeside og fortsætter:
”At jeg kunne få mulighed for at spille kampe, udvikle mig som spiller, komme ind omkring det svenske landshold og så gøre mig fortjent til at blive købt af en Champions League klub. Så FC Nordsjælland har været en rigtig lykkelig periode, som jeg er taknemmelig for.”
FC Københavns sportsdirektør Carsten V. Jensen glæder sig over købet af Bengtsson.
”Pierre har alle forudsætninger for at etablere sig som en vigtig spiller i F.C. København. Vi har i lang tid kunnet se potentialet hos Pierre ikke mindst i spillet frem ad banen. Timingen i forhold til at tilknytte Pierre netop nu er perfekt, og derfor glæder det mig, at handlen er gået igennem. I den forbindelse vil jeg gerne takke FCN for et konstruktivt og positivt forhandlingsforløb,” siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til FCKs hjemmeside.
Pierre Bengtsson optrådte 50 gange for FC Nordsjælland og scorede to mål.