Ståle Solbakken har siden 2013 prøvet at købe FC København tilbage på tronen i dansk fodbold: 125 millioner kroner har nordmanden brugt på nye spillere.
FC København var flyvende i 2010 og 2011: Mesterskab, Champions League-ottendedelsfinale og spillere som Jesper Grønkjær og Dame N’Doye i folden.
Siden da er det gået en smule ned ad bakke for Københavnerne. Først FC Nordsjælland og sidenhen AaB samt FC Midtjylland er løbet med Superliga-titlen på skift og har skubbet løverne ned fra tronen.
I 2013 vendte Ståle Solbakken så tilbage som frontfigur i FCK efter mindre succesfulde ophold i både tysk og engelsk fodbold, og nordmanden havde spenderbukserne på, da han gik ind af døren i Parken.
Således har Ståle og FC København brugt hele 125 millioner kroner på nye spillere siden 2013, og det er næppe helt forkert at påstå, at de hvidblusede prøver at købe sig vej tilbage til førstepladsen i dansk fodbold.
Alene denne sommer har FCK kastet 40 millioner kroner efter nye spillere, hvor især Federico Santander trækker det største læs med en pris på mere end 23 millioner kroner.
Selv mener Ståle Solbakken dog ikke, at det har været et dyrt transfervindue.
”I dette transfervindue har vi kun investeret store penge i Federico Santander. De andre nye spillere har været inden for vores normale maksimumpris for én spiller. Selvom Santanders pris er acceptabel, er den tre-fire niveauer over, hvad vi normalt betaler for en enkelt spiller,” siger nordmanden til BT.
Udover Federico Santander, der er den dyreste udlænding i dansk fodbolds historie, har FCK også hentet Benjamin Verbic og Kasper Kusk denne sommer.
Tilgange siden Ståle gjorde comeback i 2013:
Vinteren 2014:
Andreas Cornelius 27 mio. kr.
I alt 27 mio. kr.
Sommeren 2014:
Franco Mussis – 14 mio. kr.
Steve De Ridder – 9 mio. kr.
Daniel Amartey – 14 mio. kr.
Mathias ‘Zanka’ Jørgensen – 3,5 mio. kr.
Bashkim Kadrii – 7,5 mio. kr.
Alexander Kacaniklic – leje
Christian Poulsen – fri transfer
I alt 48 mio. kr.
Vinteren 2015:
Ludwig Augustinsson – 10 mio. kr.
Björn Sigurdarson – leje
Kevin Foley – leje
I alt 10 mio. kr.
Sommeren 2015:
Federico Santander – 23 mio. kr.
Benjamin Verbic – 9 mio. kr.
Kasper Kusk – 7,5 mio kr.
William Kvist – fri transfer
Peter Ankersen – leje
Thomas Kaminski – leje
I alt 39,5 mio. kr.
—————————-
Samlet: 124,5 mio. kr.
BT oplyser, at de ikke har medregnet leje- og sign on-fees i det samlede beløb. Hvis det skulle medtages, ville beløbene bliver endnu højere.