FC Københavns sponsoraftale med bryggeriselskabet Carlsberg er i dag blevet forlænget med fem år på et højt internationalt niveau.
FC Københavns hovedsponsor har siden år 2002 heddet Carlsberg, og det vil også gøre sig gældende i de kommende fem år.
Parterne har nemlig tegnet en forlængelse af sponsoraftalen i dag, der er indgået på et højt internationalt niveau.
“Vi er meget stolte af at udvide det gode samarbejde med Carlsberg. Jeg ser den nye aftale som et resultat af den professionalisering FC København målrettet har iværksat, samt som en anerkendelse af vores høje kommercielle og sportslige niveau,” forklarer koncerndirektør Anders Hørsholt i en pressemeddelelse, og han uddyber:
“Aftalen er med til sikre det fortsatte arbejde mod indfrielsen af vores høje sportslige målsætninger og ambitioner. F.C. København er Nordens ubestridte fodboldflagskib og Carlsbergs logo på vores trøjer understøtter bestemt dette.”
Adm. direktør for Carlsberg Danmark, Jesper Jørgensen, knytter også en kommentar til det store samarbejde.
“Carlsberg har i en årrække set, hvordan F.C. København har leveret det ene storslåede sportslige resultat efter det andet. Vi har flere sponsorater i Superligaen, men dette er noget helt unikt. En anerkendelse af F. C. Københavns enestående position på den europæiske fodboldarena. Desuden har F.C. København viljen og evnen til at gøre dette sponsortiltag til en god investering til fordel for alle.”