FC Midtjyllands forsvarsprofil Erik Sviatchenko var et mulehår fra at skifte til FC København i sommers. Men nu er han kun interesseret i et skifte til udlandet.
FC Midtjyllands Erik Sviatchenko var yderst tæt på at blive solgt til FC København i transfervinduet sidste sommer.
Men handlen blev annulleret, da klubben blev overtaget af rigmanden Matthew Benham.
Siden da har FCM domineret i Superligaen, hvor de er meget tæt på at kunne sikre sig klubbens første mesterskab.
Derfor er FC København ikke længere en interessant klub for Sviatchenko. Nu er det kun udlandet, der kan få profilen til at forlade Herning.
“Sidste sommer så jeg FCK som en god mulighed. Men i og med FCM har udviklet sig så drastisk, skal næste skridt være en udenlandsk klub,” siger Erik Sviatchenko ifølge sn.dk.
23-årige Sviatchenko er dog ikke desperat efter at skifte klub, så derfor er det ikke afgørende, at det bliver til sommer.
“Bliver det ikke til sommer, så bliver det måske til vinter eller næste sommer. Så har jeg spillet 150-175 Superligakampe og vil være endnu mere klar til et skifte.”
Den danske forsvarer fik debut på A-landsholdet i marts måned, mens han samtidig modtog prisen som månedens spiller i Superligaen.