
Foto: Shutterstock
Den 28-årige stopper Alexander Scholz har været stærkt spillende for FC Midtjylland, og danskeren er klar til et skifte, når muligheden byder sig.
En af FCM’s klart største styrker i efteråret har været den bundsolide defensiv under ledelse af stopperparret Erik Sviatchenko og Alexander Scholz.
Sidstnævnte har gjort sig godt bemærket med glimrende forsvarsspil og en scoring mod italienske Atalanta i Champions League.
I Superligaens sidste opgør i efteråret viste han på ny sin målfarlighed, da han scorede i 3-1-sejren over FC Nordsjælland.
Forsvarsprofilen har før haft prøvet sig af i udlandet, og han er klar igen, hvis muligheden skulle opstå, siger han.
“Jeg har hele tiden sagt, at jeg er klar, når muligheden kommer, men det er ikke op til mig, hvad der kommer til at ske,” udtaler den danske stopper og fortsætter:
“I det hele taget er det svært at sige, hvad der kommer til at ske på transfersiden i klubben, når det ikke er mig, der sidder og tager de beslutninger. Jeg tror dog altid, at man kan forvente eller andet fra FCM, og det er jo også det, der gør det lidt interessant,” siger Alexander Scholz.
/ritzau/