FC Nordsjællands sportsdirektør, Carsten V. Jensen, fortæller, at salget af Emre Mor er klubbens bedste aftale nogensinde.
FC Nordsjælland har tirsdag solgt Emre Mor til tyske Borussia Dortmund. Hos tyskerne har den 18-årige offensivspiller fået en femårig kontrakt.
FC Nordsjællands sportsdirektør, Carsten V. Jensen, forklarer, at det er den bedste aftale i klubbens historie, uden at han ønsker at røbe salgsprisen.
“Der skal lyde et kæmpe stort tillykke til Emre med dette skifte, det er noget som alle, i og omkring FCN kan være stolte over. Der er blevet ydet en super indsats, hvor vores kultur har været rigtig stærk,” siger CV til klubbens hjemmeside.
“Det er flot, at vi kan tiltrække talenter med Emres kvaliteter til vores akademier, og bringe dem videre ud til de største klubber i Europa. Denne aftale vil stå som den bedste i klubbens historie, og er selvfølgelig ganske unik, for ellers havde vi ikke solgt før EM-slutrunden.”
“Ingen har været i tvivl om, at Emre besidder nogle kvaliteter, som vi meget sjældent ser i den danske liga og vi skal være glade for, at have haft muligheden for at se og opleve dem på tætteste hold.”
“Vi tror på, at dette vil være det rigtige skifte for Emre, da Dortmund har fulgt ham igennem længere tid og har fremlagt en god plan for Emre, således at han kan forsætte med, at udvikle sine færdigheder og blive en endnu mere komplet spiller. Vi vil med stolthed følge ham tæt i fremtiden, og ønsker ham al det bedste.”
Klubbens assistenttræner, Otto Addo, har en fortid i Dortmund. Dermed har man gode kontakter til klubben.