Transferfrie Bajram Fetai har skrevet kontrakt med Lyngby, hvor han skal spille det næste halve år. Også AB-talentet David Boysen skifter til Lyngby.
25-årige Bajram Fetai havde kontraktudløb med FC Nordsjælland ved årsskiftet, men nu er offensivspilleren på plads hos naboerne fra Lyngby. Fetai har skrevet under på en seks måneder lang kontrakt.
”Fetai er en dygtig offensivspiller og vi glæder os over, at vi har fået muligheden for at tilknytte Bajram, som har mange af de kvaliteter som vi kan bruge,” udtaler Lyngbys sportschef Birger Jørgensen og fortsætter:
”Han kan jo spille både helt fremme og på kanten, så det er da helt klart en fordel. Han har desuden vist, at han har evnerne så han passer godt ind i helheden og forhåbentlig kan han også bidrage med den rutine, som godt kunne gå hen og blive en vigtig faktor når Superligaen skal afgøres her i foråret.”
Derudover har Lyngby også sikret sig den talentfulde offensivspiller, David Boysen, der skifter fra AB til sommer.
”Han har altid været et stort talent og han har allerede spillet mange kampe for AB. Potentialet er vel ikke helt forløst endnu, men det prøver vi i Lyngby at gøre i fællesskab,” siger sportschef Birger Jørgensen til klubbens hjemmeside.
19-årige David Boysen, der tidligere har været til prøvetræning i Celtic, har skrevet under på en treårig kontrakt.