Pierre-Emile Højbjerg er indstillet på at forlade Bayern München inden for en overskuelig fremtid. I kulissen lurer Hannover, Gladbach og Augsburg.
Pierre-Emile Højbjergs dage i Bayern München kan snart være talte. Han er ifølge Kicker indstillet på at søge nye græsgange i jagten på mere spilletid.
I kulissen står en række andre Bundesliga-klubber og venter. Det forlyder, at Højbjerg kan vælge mellem at skifte til Hannover, Gladbach og Augsburg i januars transfervindue, som det ser ud lige nu.
“Jeg tror, at det er tid til at gå en ny vej. Jeg har lært alt her. Bayern har været den bedste skole, som man kunne ønske sig. Jeg føler mig dog klar til at tage springet,” fortæller Højbjerg ærligt til Kicker.
Højbjergs agent Søren Lerby beretter, at parterne vil holde et møde i slutningen af november og træffe en beslutning.