
Foto: Shutterstock
Ajax-angriberen Sébastien Haller er på blokken i Bayern München, hvor han er udset som en mulig erstatning for superstjernen Robert Lewandowski.
Der florerer i øjeblikket flere rygter om, at Bayern München er villige til at sælge Robert Lewandowski, som angiveligt er på blokken i storklubber som FC Barcelona.
Og skulle Bayern ende med at afskibe den polske landsholdsstjerne, har de nu fundet en mulig erstatning i Ajax.
Ifølge journalisten Christian Falk, som dækker Bayern München tæt, har Bundesliga-mestrene rettet kikkerten mod Sébastien Haller.
Landsholdsspilleren for Elfenbenskysten har haft en forrygende periode i Ajax, siden han kom til klubben fra West Ham i januar 2021.
Alene i denne sæson har den 27-årige angriber scoret hele 33 mål i 39 kampe, hvor han også har leveret ni assists.
Foruden Haller skulle Bayern også lure på Ajax-profilerne Noussair Mazraoui og midtbanespiller Ryan Gravenberch.
Sébastien Haller har en kontrakt med Ajax, der løber til sommeren 2025.