
Foto: Unisport
Arsenal-transfermålet Houssem Aouar elsker ifølge Fabrizio Romano Premier League, og journalisten mener, at det er op til Arsenal, hvad der skal ske.
I sommerens transfervindue prøvede Arsenal at hente Lyons midtbanekreatør Houssem Aouar, men efter at deres bud blev afvist, lagde London-storklubben låg på.
Det fik Mikel Arteta til at kigge mod La Liga og Thomas Partey i stedet, som blev købt for 45 millioner pund, svarende til ca. 371 millioner kroner.
I Romanos podcast, der hedder Here We Go, fortæller han blandt andet, hvad Houssem Aouars helt store drøm er.
“Han (Aouar, red.) elsker Premier League, så lad os se, hvad Arsenal beslutter,” lyder det i podcasten.
Arsenals interesse for Aouar er, ifølge den pålidelige transferguru Fabrizio Romano, altså ikke forduftet, men The Gunners kigger samtidig også efter den ungarnske RB Salzburg-stjerne Dominik Szoboszlai.
“Arsenal følger ham stadig, men overvejer desuden situationen om Szoboszlai,” melder Romano.
“De har fulgt Szoboszlai i årevis, så vi skal se, hvad der sker til sommer eller januar, men Arsenal følger ham tæt,” uddyber Fabrizio Romano.
Ifølge Transfermarkt ligger Aouars markedsværdi på ca. 371 millioner kroner, og Szoboszlais på i omegnen af 185 millioner kroner.