Wolfsburgs danske midtbanespiller, Thomas Kahlenberg, fastslår, at han er åben for det meste, når det gælder en ny klub.
Thomas Kahlenberg er fortid i tyske Wolfsburg om få måneder, når hans kontrakt udløber. Danskeren er meget opsat på snarligt at finde en ny klub, og derfor er han åben for det meste.
“Danmark er ikke interessant. Det bliver først den dag, hvor jeg tænker, at det er slut i udlandet, og jeg vil slutte af hjemme. Jeg vil stadig gerne spille i udlandet. Jeg har stor mod og lyst til spille videre og komme til et sted, hvor jeg kan udfolde mig på grønsværen,” fortæller Kahlenberg til sporten.dk og fortsætter:
“Jeg er åben over for rigtig mange ting. Det behøver ikke være det ene eller andet land. Jeg er i en situation, hvor jeg ikke kan tillade mig at være kræsen. Det handler om at komme til at spille fodbold igen og komme et sted hen hvor man er ønsket. Jeg står i en situation, hvor jeg skal ud og finde noget. Fra 1. juli har jeg ingen arbejdsgiver, så det bliver spændende at se hvad det ender med.”
Kahlenberg fastslår, at han med garanti forlader Wolfsburg.