
Foto: Unisport.dk
FC København har i dag købt AaB-angriberen Mikkel Kaufmann, og han tiltræder fra sommeren 2020.
Kaufmann havde dog ikke regnet med at forlade AaB allerede til sommer.
“Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg for få dage siden ikke havde tænkt tanken, at jeg skulle væk fra AaB til sommer, men da jeg blev forelagt, at klubberne var i forhandling, så valgte jeg også at indgå i en dialog og i sidste ende sige ja, og jeg er glad for, at AaB som klub får belønning for at have troet på mig og vist mig tillid,” siger Kaufmann til AaB’s hjemmeside og uddyber:
“Med skiftet kommer jeg til at tage næste step i min karriere, og det glæder jeg mig selvfølgelig til.”
Kaufmann forsikrer dog, at han vil fokusere på AaB det næste halve år, før skiftet til FCK kalder.
“Jeg vil først og fremmest gøre alt, jeg kan for AaB resten af sæsonen, hvor vi kæmper for en plads i top-seks og stadig er med i Sydbank Pokalen. Jeg skylder klubben at have hele mit fokus der og først bruge energi på FCK til sommer,” siger Kaufmann til FCK’s hjemmeside og fortsætter:
“Der skal være tre tilfredse parter i sådan en handel, og det føler jeg, at der er. Jeg er meget glad for at være i AaB, men FCK er en international fodboldklub, der altid spiller med om titlerne og i de europæiske turneringer.”
“Det bliver en kæmpe udfordring for mig at prøve mine evner af i en klub af den størrelse og med de ambitioner, men jeg ser frem til det, når vi kommer så langt. Nu gælder det i første omgang foråret for AaB.”