Klausul kan koste Courtois CL-semifinale

0

Thibaut CourtoisHvis Atletico Madrid trækker Chelsea i Champions League-semifinalen, kan Courtois ikke spille, da klubben så skal betale ca. 45 mio. kr. Og det vil de ikke.

Med en imponerende 1-0-sejr over Barcelona spillede Atletico Madrid sig i aftes i semifinalen i Champions League.

I morgen finder Atletico ud af, hvem deres næste modstander bliver på vejen mod den store finale, og den lodtrækning vil specielt målmand Thibaut Courtois være opmærksom på.

De rødstribede fra Spanien kan trække lokalrivalen Real Madrid, de forsvarende mestre fra Bayern München eller Chelsea. Og hvis sidstnævnte ryger op af bowlen sammen med Atletico Madrid, kan Courtois, som er udlejet fra netop Chelsea, ikke spille.

For i lejeaftalen mellem Chelsea og Madrid-klubben er en klausul, som ifølge AS betyder, at London-klubben skal have omtrent 22,5 mio. kroner pr. kamp den belgiske målmand spiller i et indbyrdes opgør mellem de to hold. Det kan altså i sidste ende komme til at koste Atletico 45 mio. kroner.

“Hvis vi trækker Chelsea, spiller Courtois ikke. Det er et beløb, vi ikke kan betale,” fortæller Atletico-præsident Enrique Cerezo til Ondo Cero.

Hvis Thibaut Courtois, der har fået det helt store gennembrud i denne sæson, ikke skal i kamp i CL-semifinalerne, må Atletico benytte deres 34-årige reservemålmand Daniel Aranzubia.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE