
Foto: Wolfsburg
Nicklas Bendtner er aldrig blevet den håbede succes i Wolfsburg, som han skiftede til fra Arsenal tilbage i sommeren 2014.
Herfor kan danskeren også være fortid i Bundesliga-klubben om blot 15 dage, når vinterens transfervindue åbner.
Ifølge Wolfsburger Allgemeine er de grønblusede fra bilbyen nemlig villige til at lade Bendtner gå, hvis et tilbud på minimum 22 millioner kroner tikker ind.
Lokalavisen skriver, at den 27-årige landsholdsangribers agent har været til samtale med sportsdirektør i Wolfsburg, Klaus Allofs, for at tale om samarbejdets fremtid.
Det vil Ivan Marko Benes dog ikke bekræfte over for BT.
“Jeg har tit møder med de klubber, hvor jeg repræsenterer spillere. Det er meget normalt. Men de møder, jeg holder med klubberne, holder jeg for mig selv, og dem vil jeg ikke udtale mig om.”
“Jeg har ingen kommentarer – andet end at Nicklas Bendtner har kontrakt halvandet år endnu,” siger agenten til BT.
Nicklas Bendtner har som nævnt kontrakt med Wolfsburg frem til sommeren 2017.