
Foto: Shutterstock
Real Madrid har længe flirtet med Paris Saint-Germains angrebsstjerne Kylian Mbappé, og nu skulle der være afgørende nyt i transfersagaen.
Ifølge lokalmediet PSG Community, som bringer en eksklusiv historie om Mbappé, så skulle klubberne have forhandlet en aftale på plads.
Real Madrids præsident Florentino Perez skulle have indgået en aftale direkte med emiren af Qatar.
Ifølge mediet er parterne blevet enige om en aftale, der lyder på 250 millioner euro (knap 1,9 mia. kroner) totalt set i transfersum, hvoraf 50 millioner euro (372 mio. kroner) skulle være præstationsbonusser.
Det flugter med de seneste rygter om, at PSG krævede minimum 200 millioner euro i transfersum for den franske stjerne.
Real Madrids præsident Florentino Perez har ellers tidligere udtalt til en række fans, at Kongeklubben var færdige med at forstærke sig i transfervinduet, men det ligner nu blot forhandlingstaktik.
24-årige Mbappé skiftede til PSG fra AS Monaco i sommeren 2017 på en lejeaftale, mens han skiftede permanent året efter for 180 millioner euro.
Han står noteret for 260 kampe, 212 scoringer samt 98 assists for PSG.
For det franske A-landshold har han desuden scoret 40 mål i 70 landskampe.