Lyngby Boldklub ansætter ny direktør

0

Lyngby Boldklub ansætter ny direktørLyngby Boldklub har i dag foretaget et skifte på posten som administrerende direktør. Kim Rolsted har fratrådt stillingen, mens Birgit Aaby overtager.

Kim Rolsted valgte at overtage det midlertidige ansvar som administrerende direktør i Lyngby Boldklub for omkring et år siden.

Men i dag fratrådte Rolsted, hvilket fik ledelsen til at ansætte Birgit Aaby i stedet. Hun har blandt andet erfaring som bestyrelsesformand i rengøringsfirmaet Combi Service.

“Vi har siden sidste forår arbejdet på at ansætte en administrerende direktør i Lyngby Boldklub. Det er nu resulteret i ansættelsen af Birgit Aaby. Vi er meget glade for at Birgit har sagt ja til stillingen som direktør,” forklarer Lyngby Boldklubs bestyrelsesformand Torben Røsler til klubbens hjemmeside, og han uddyber:

“Hun har de faglige og ledelsesmæssige kvalifikationer, der er nødvendige for at stå i spidsen for en fodboldvirksomhed, der er under både økonomisk og organisatorisk opbygning, og hvor udviklingspotentialet er meget stort.”

Birgit Aaby har store ambitioner, således er det hendes målsætning, at klubben inden for fem år skal være i top-tre i Superligaen.

“Jeg ser frem til at gøre en forskel og være med til at veksle Lyngby fra der hvor vi er nu og så blandt de tre bedste i Danmark inden for den næste fem år. Det vil jeg gøre ved at få styr på organisationen først og fremmest,” siger Birgit Aaby til DR Sporten, og fortsætter:

“Man kan sige, at det sportslige fungerer jo. Vi ligger nummer seks i superligaen som nyoprykker, så mit primære mål her i starten er at få fat i organisationen og få styrket den. Og få fat i sponsorer og være med til at lave noget mere netværk herude.”

“Mit personlige præg bliver det, at Lyngby har en vision om at være den superligaklub i Danmark der tjener penge, og det har jeg bevist, at jeg kan. Så vi skal tjene penge, og det skal vi gøre hvert eneste år. Og så vil vi selvfølgelig gerne blive i Superligaen også.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE