Manchester Uniteds assistenttræner Mike Phelan og målmandstræner Eric Steele forlader klubben, da den nye manager David Moyes vil sammensætte sit eget trænerteam.
David Moyes er manden, der skal bestræbe sig på at løfte arven efter legendariske Sir Alex Ferguson i Manchester United-managersædet.
Den nu tidligere Everton-manager har allerede sat sit præg på trænerteamet. Han har nemlig valgt at skille sig af med assistenttræner Mike Phelan og målmandstræner Eric Steele.
“Jeg vil gerne udtrykke en stor tak for alt Mike og Eric har bidraget med. Jeg vil komme til at udnævne mine egne medlemmer til trænerstaben på et tidspunkt,” forklarer David Moyes til Manchester Uniteds hjemmeside.
50-årige Phelan blev forfremmet til assistent i 2008, efter at have været førsteholdstræner i klubben siden 2001.
Steele kom til Old Trafford i 2008, hvor han erstattede den tidligere målmandstræner Tony Coton.
Moyes tiltræder officielt som Manchester United-manager den 1. juli 2013.